74426422 Gynækolog Sønderborg Kongevej 45

Speciallæge i kvindesygdomme

HSU

HSU = undersøgelse af passageforhold i æggelederne 

Formål 

Formålet med HSU er at undersøge, om der er passage i dine æggeledere, hvor befrugtningen foregår –  og skylle æggelederne igennem, så ”løse forhindringer” fjernes, hvorved passageforholdene forbedres. 

Tidspunkt 

HSU foretages straks efter menses og senest 12. cyklusdag. Dvs. du skal ringe til klinikken så tæt på din første menstruationsdag som muligt, så vi kan aftale en tid. 

Der skal foreligge en negativ chlamydiapodning inden indgrebet. 

Indgrebet 

Bedøvelse er ikke nødvendig. Indgrebet kan give forbigående menstruationslignende smerter. Tag evt. 1 g Panodil + evt. 400 mg Ipren ½ time inden indgrebet. 

Der føres et tyndt og blødt plastrør (kateter) gennem livmoderhalsen op i selve livmoderen. Ultralydsundersøgelsen foregår gennem skeden. Mens der scannes, sprøjtes vand/luft igennem kateteret. Væsken løber ud igennem æggelederne. Man vil herved kunne vurdere, om der er fri passage i een eller begge æggeledere. 

I få tilfælde er det ikke muligt at se, om der er passage, og du vil blive henvist til supplerende undersøgelse i form af en kikkert- eller røntgenundersøgelse.  

Efter indgrebet 

Efter undersøgelsen kan du bløde lidt, og lidt af det tilbageblevne vand kan løbe ud af skeden. Der er en lille risiko for infektion, men denne skønnes at være under 2%.

Der kan forekomme smerter i maven og i skulderen i op til 1 døgn. Dette skyldes, at der kan blive skyllet lidt luft ud i bughulen sammen med den anvendte væske. Smerterne forsvinder som regel i løbet af 1-2 timer. Om nødvendigt kan der tages et smertestillende middel f.eks. Panodil tabl. 500 mg, højst 2 tabl. hver 6. time 

Udarbejdet af Kanat Charib December 2023 Revideres senest december 2025

I tilfælde af vedvarende smerter og/eller feber skal klinikken eller vagtlægen kontaktes. 

Svar på undersøgelsen 

Du/I får umiddelbart, i forbindelse med undersøgelsen, resultatet at vide. Den videre behandling planlægges.