74426422 Gynækolog Sønderborg Kongevej 45

Speciallæge i kvindesygdomme

Spiraler

Der findes 2 typer af spiraler: 

Kobberspiral er for det meste T-formet, og består af et plastikskelet omviklet med kobbertråd. Kobberet bevirker, at sædcellerne får nedsat bevægelighed, og samtidigt påvirkes slimhinden i livmoderen, således at et evt. befrugtet æg ikke kan sætte sig fast. Det er bedst at oplægge spiralen i slutningen af en menstruation, men kan skiftes når som helst i cyklus. 

Kobberspiralen beskytter mod graviditet straks, og virker i 5 år. Sikkerheden er 98-99%. Kobberspiralen kan give bivirkninger i form af kraftigere og lidt længerevarende blødninger, samt flere menstruations-smerter. 

. 

Hormonspiral er også T-formet. Den består af et plastikskelet, der indeholder hormonet gestagen. Hormonet påvirker slimhinden i livmoderen så den bliver tynd, og et evt. befrugtet æg ikke kan sætte sig fast. Desuden påvirkes sekretet i livmoderhalsen, så sædcellerne har svært ved at trænge ind i livmoderen. 

Hormonspiralen skal lægges op i slutningen af menstruationen. 

Sikkerheden er ca. 99%. 

Bivirkningerne er ofte pletblødninger de første 3-9 måneder, men menstruationerne bliver hurtigt svagere. Evt. menstruationssmerter aftager samtidigt. Hvis hormonspiralen lægges op mens man stadig tager p-piller, eller hvis den lægges op efter en fødsel, hvor der stadig ikke er kommet menstruation, vil risikoen for pletblødninger være væsentligt mindre. Hos 20-25% ophører men-struationerne. 

Hormonspiralen skal skiftes efter 5 år, hvis der er tale om en Mirena, Kyleena eller Levosert – og efter 3 år, hvis der er tale om en Jaydess.

Udarbejdet af Kanat Charib December 2023 Revideres senest december 2025

Oplægning af spiral

Før indgrebet: 

Ca. 1 time før spiraloplægning er det en god idé at tage et par smertestillende tabletter, f.eks. 2 stk. Panodil + 1-2 tabletter Ipren for at mindske menstruationslignende smerter, der kan komme efter indgrebet. 

Under indgrebet: 

Inden spiralen oplægges, vil der blive foretaget en ultralydsscanning af livmoderen. Om nødvendigt anlægges lokalbedøvelse, livmoderens dybde måles, og spiralen oplægges. Spiralens beliggenhed vil altid efterfølgende blive kontrolleret med ultralyd. 

Efter indgrebet: 

Du kan have lette menstruationslignende smerter nogle timer efter indgrebet, og der kan ligeledes komme lidt småblødning i op til 1 uge. 

Du vil få tilbudt en tid til kontrolscanning af spiralens placering – efter nærmere aftale. Dette sker typisk efter 3 mdr.