74426422 Gynækolog Sønderborg Kongevej 45

Speciallæge i kvindesygdomme

P-piller

Det er nu mere end 45 år siden, P-piller blev frigivet i Skandinavien. Ca. halvdelen af unge kvinder i Danmark tager P-piller. På verdensplan tager mere end 80 millioner kvinder P-piller.

 

Fordelen er en sikker prævention, så uønskede graviditeter og deraf følgende provokerede aborter undgås. De giver mindre menstruationssmerter og blødning. Desuden bruges de i behandling af blødningsuregelmæssigheder og endometriose. 

Kræftrisikoen nedsættes med ca. 12%. Således nedsættes risikoen for livmoderkræft og æggestokkræft med 40-50%, brystkræft ingen påvirkning. Risikoen for tyktarmskræft reduceres med 28%. Risikoen for livmoderhalskræft øges, formentligt fordi færre bruger kondom/pessar, som beskytter mod HPV virus. (HPV er medansvarlig for livmoderhalskræft, og kan forebygges med vaccination). 

Kvinder som er familiært disponeret for blodpropper, som har haft en blodprop eller brystkræft, eller som har migræne med aura bør som udgangspunkt ikke tage P-piller. Gør altid opmærksom på disse forhold. 

P-piller virker på 2 måder, 

1: hæmmer ægløsning. 

2: ændrer sekretet i livmoderen, som derved bliver uigennemtrængeligt for sæd (samme virkning som mini-piller). 

P-piller tages typisk 21 dage, efterfulgt af 7 dages pause. Man må aldrig overstige de 7 dages pause, derved risikerer man at æggene udvikles og pillerne bliver usikre. Faktisk får 6% af alle kvinder ægløsning efter en pause på 7 dage og flere end 6% hvis pausen er længere. Derfor anbefaler vi i dag ofte, at man kun holder 4 dages pause efter en normal pakke P-piller. 

P-piller, monofasiske (dvs. alle pillerne indeholder det samme) kan også tages uden pause, og det er ikke usundt. Man kan gøre dette på 2 måder, 1: 3 pakker P-piller, 4 dages pause osv. Alternativt p-piller helt uden pause. Hvis der kommer pletblødninger på mere end 2 dage, holdes 4 dages pause, hvorved slimhinden afstødes. Denne form for behandling kan være fordelagtig, især ved menstruationssmerter. Det er vigtigt, at P-pillerne tages på nogenlunde samme tidspunkt hver dag. Hvis du har problemer i form af pletblødninger, kan det skyldes svingende hormonkoncentration i blodet, f.eks. som følge af glemte piller eller pga. opkastninger eller diarré. 

Udarbejdet af Kanat Charib December 2023 Revideres senest december 2025

Lige siden P-pillerne kom frem, har de bevirket en øget forekomst af blodpropper i venerne.

Studier tyder dog på, at risikoen er halvt så stor ved anvendelse af 2. generations P-piller, som ved 3. og 4. generations P-piller. Som udgangspunkt anvender vi derfor hovedsageligt 2. generations P-piller. 

P-piller øger, som ovenfor nævnt, risikoen for blodpropper. 

Får du symptomer med smerter i benet, hævede ben eller åndenød, skal du altid henvende dig til din praktiserende læge til kontrol.